mandag den 5. marts 2012

Sort skærm

Sådan har jeg haft det den sidste måned. Jeg er gået ned med flaget, men arbejder på at finde glæden ved llivet igen. Som jeg troede, at det gik godt, væltede min verden sammen og fortidens spøgelser dukkede op. Derfor har der ikke været indlæg eller kommer indlæg pt, da mit overskud er meget begrænset. Jeg har fået en blog-award som jeg er meget beæret over, men jeg har ikke energi til at blogge om den.

fredag den 10. februar 2012

Fastelavnsboller - traditionelle

Jeg synes egentlig at disse fastelavnsboller er utraditionelle, i hver fald i min terminologi. Det er nemlig en bolle af wienerbrødsdej. Jeg er vant til at fastelavnsboller er lavet på bløddej, men derfor kan disse fastelavnsboller godt kaldes traditionelle. De er i hver fald traditionelle i den mængde smør, der skal bruges til dejen. En advarelse til de fedtforskrækkede -  disse fastelavnsboller er meget fede! Men smager også meget godt.
Jeg har fundet opskriften på dansukker.dk, men jeg har ændret i mængderne, så jeg skriver opskriften som jeg lavede den.

Opskriften er:

30 stk.

50 g gær
1 dl mælk
3/4 dl sukker
3 æg
8 dl hvedemel
400 g smør

Creme
1 æg
3 spsk sukker
1 spsk maizena
2 dl mælk
1 tsk flydende vanilje

  1. Bland alle ingredienserne til cremen i en gryde, og lad den småkoge indtil den tykner. Det er vigtigt, at man rører hele tiden, for at undgå at cremen brænder på. Tag cremen af blusset og lad den køle af.
  2. Rør gær, mælk og sukker sammen. Tilsæt æg og hvedemel. Rul dejen ud i en tykkelse på ca 1,5 cm på et melet køkkenbord. Skær smørret i skiver og det på 2/3 af dejen. Herefter skal dejen foldes i tre lag. Først den ene side med smør foldes ind mod midten og derefter den side uden smør foldes ind mod midten.
  3. Rul dejen ud på ny, og læg den igen sammen i 3 lag. Den gang på den anden led. Gentag endnu en gang. Det er vigtigt, at man har et godt meldrysset bord, for ellers vil dejen hænge fast i bordpladen.
  4. Rul dejen tyndt ud og skær den i 30 firkanter. Læg en skefuld creme på hver firkant. Fold hjørnerne omkring cremen og læg bollerne med sammenføjningen nedad på bageplader med bagepapir. Lad dem hæve i en tinme. Tænd for ovnen ved 200 grader.
  5. Pensl med sammenpisket æg og bages midt i ovnen i ca. 10 minutter. 
  6. Kan pyntes med glasur eller smeltet chokolade.
Jeg bagte to slags fastelavnsboller i går, som det måske også kan ses på billedet. Jeg har heldigvis nogle søde bofællere, der blev utrolig glade for at komme hjem til nybagte fastelavnsboller, samt at der var så mange, at de bare kunne spise løs. Den anden opskrift kommer i et andet indlæg.

torsdag den 9. februar 2012

Selvforkælelse hos Meyers

I går var jeg ude omkring Jægerborgsgade. Jeg synes det er en hyggelig gade at komme i, og samtidig har jeg en også en anden relation til gaden. Da min eks og jeg flyttede sammen var det i nabogaden til Jægerborgsgade, og derfor knytter der sig også minder til gaden og området mellem Nørrebro parken og Assistens Kirkegård.
I Jægerborgsgade har Claus Meyer sit bageri til at ligge, og det er simpelthen en fantastisk oplevelse at komme derind. Det er en lille biks og langt hyggeligere end hans Deli på Gl. Kongevej. Jeg besluttede mig for lidt selvforkælelse ved en fastelasvnsbolle fra Meyers. Den smagte dejligt - kardemommebolle, vaniljecreme og mørk chokolade som glasur. Jeg vil dog efterhånden mene, at jeg selv kan bage fastelavnsboller, der er på højde med den jeg fik i går. Det er en god undskyldning for at gå i køkkenet.

Smoothie med snackpeber

En dejlig måde at starte dagen på er med en forfriskende smoothie. I dag har jeg været lidt vovet og tilsat snackpeber, men jeg synes at det fungerer fint. I forhold til at det anbefales at indtage 600 g grønsager og frugt i løbet af dagen, har jeg på nuværende tidspunkt indtaget mellem 300-400 g frugt og grønsager. Skal man tabe sig, vil jeg anbefale en morgenmad med mere protein, men det handler om at spise mad som man har det godt med.

Opskriften er:

1 pers.

1 banan
1 appelsin
2 spsk blåbær
1 snackpeber

Bananen skrælles og skæres i mindre stykker. Appelsinen presses, sådan at det kun er saften, der bruges. Snackpeber vaskes og skæres i mindre stykker. Det hele hældes i en blender sammen med blåbær. Blend og serverer i et højt glas.

onsdag den 8. februar 2012

Smoothie med blåbær

Jeg elsker at få juice og smoothie fordi det er en sikker og nem måde for mig at få frugt og grønsager. Min appetit er ikke så stor for tiden, og derfor er en smoothie en rigtig god måde at få energi indenbords. En smoothie behøver ikke kun at bestå af frugt. Der er mange grønsager, der kan blendes sammen med frugten og vil man gerne have en sødere smag kan man altid tilsætte honning eller vaniljepulver for en naturlig sødme.

Opskriften er:

1. pers.

1 banan
1 avocado
1 appelsin
2 spsk blåbær

Skræl banan og avocado. Pres appelsinen og hælde det hele sammen med blåbærene i en blender. Blend det og servere i et højt glas.

tirsdag den 7. februar 2012

Newyorkerbyhearts pastasalat

I går aftes lavede jeg denne skønne pastasalat sammen med min bror. Han er flyttet til København efter et halvt år i Riga. Jeg synes virkelig at det er skønt at have ham i København.
Pastasalaten har jeg lavet før, men aldrig blogget om. Vi ændrede også lidt i ingredienser og mængder, så skriver den som vi lavede den.

Opskriften er:

4-6 personer

3/4 pose pasta
250 g kylling
1 broccoli
1 bakke blandet salat
1 glas gode oliven
1 glas artiskokbunde
1/2 stykke emmentaler
6 soltørrede tomater i olie
1 1/2 håndfuld valnødder

Dressing
2 dl fløde 9%
1 spsk citronsaft
1 spsk dijonsennep
1 nip sukker
1 spsk finthakket kapers
salt og friskkværnet peber

Kog pastaen al dente og steg kyllingen. Når pastaen er kogt skylles det i koldt vand og køler af. Når kyllingen er stegt, skæres den i mindre stykker og afkøles.
Skyl salat og pluk broccoli i mindre buketter. Broccolien skal dampes ganske kort og bagefter hældes der koldt vand over for at stoppe dampningsprocessen. Artiskokbundene og soltørrede tomater skæres i mindre stykker. Emmentaler skæres ud i små tern og valnødderne knuses let. Bland alle ingredienserne i en skål.
Til dressingen hakkes kapers fint og blandes sammen med fløde, dijonsennep, sukker, salt og peber. Det hældes over salaten og den serveres.

1 års jubilæum

I dag er det et år siden, at jeg blev single. Det sidste år er fløjet afsted og jeg har oplevet så mange ting, som jeg er dybt taknemmelig for. Der er ingen tvivl om, at det var den bedste løsning for mig og min eks, at vi gik fra hinanden, for vi var gået i stå i vores forhold og jeg var overhovedet ikke glad. Snarere tværtimod havde jeg ikke overskud til noget og det kunne jeg bl.a. se på min vægt.
Det var dog også en hård periode at komme igennem sidste år, for pludselig stod jeg uden min kæreste og mest betroede, som jeg ikke kunne snakke med. Jeg mener dog selv, at jeg er kommet styrket ud af bruddet og føler mig virkelig klar til at møde kærligheden. Jeg troede, at jeg havde fundet manden i mit liv op til jul, men han valgte at melde ud under min eksamenslæsning, at jeg ikke skulle bruge mere tid på ham, da han ikke er kærestetype. Av den gjorde ondt! Men jeg må videre i mit liv og jeg er stadig optimistisk omkring at jeg møder den mest vidunderlige mand en dag. Jeg er dog også blevet opfordret til at bruge mit netværk i jagten på prinsen, så hvis der sidder nogle derude som mener, at de kender en sød singlefyr, så er jeg frisk på at møde vedkommende :-)